Det anslås, at der er ca. 2500 julemarkeder i Tyskland. Du finder rigtig mange julemarkeder i både Berlin og Hamborg. Men byer som Lübeck, Wismar og Rostock har også hyggelige julemarkeder, der er værd at lægge vejen forbi.
De tyske julemarkeder er smukt pyntet op, og du kan købe alt fra imponerende juledekorationer og -pynt til varm kaffe, kakao og masser af julegodter. Glühwein er den tyske variant af gløgg – dog uden snaps. Vi er jo i Tyskland, så du kan naturligvis også købe en currywurst eller to.
Til dessert kan vi anbefale en ultratynd crepes med æble og kanel eller Berliner Pfannkuchen, som er tyskernes svar på æbleskiver.
Duften af brændte mandler er så forførende, at det er umuligt ikke at falde i. Honningkagehjerter og det tyske julebrød christstollen er oplagt til at tage med hjem som spiselige souvenirs eller som proviant til køreturen hjem.
Når du alligevel har planer om en tur syd for grænsen, vil det være dumt ikke at blive en dag eller to ekstra og shoppe julegaver til dem derhjemme, da du kan spare en hel del – samtidig med du rigtig kan komme i julestemning.