Kalder alle antikjægere, loppeentusiaster og julenisser

Til startsiden

Her er markederne, du ikke må gå glip af

Leder du efter et loppe- eller julemarked, der tilbyder lidt udover det sædvanlige? Så er Nordtyskland the place to go. Her vrimler det med markeder, hvor du kan gøre kanon gode kup.

Vi kan varmt anbefale Flohschanze i Hamborg, men er du sulten efter flere fund og lopper, er Mauerpark Berlin også yderst interessant.

Hvis du er fan af jul eller bare gerne vil have en oplevelse for alle sanser, skal du køre en tur syd for grænsen og besøge et af Tysklands mange julemarkeder. De hører til verdens ældste og er legendariske. Julen varer muligvis ikke til påske, men for alles vedkommende burde den starte med et besøg på et tysk julemarked. Så skal du nok komme i julestemning.   

1

Lørdag er lig med loppedag i Hamborg

Karolinenviertel og Schanzenviertel er Hamborgs nye, hippe kvarterer. Og hver lørdag åbnes der for bydelens loppemarked, Flohschanze, som strutter af liv og gemmer på unikke fund. Her er mange lokale og få turister. Det betyder, at der er god plads til at jagte uopdagede skatte.

Én kræmmer sælger udelukkende skærebrætter i alverdens størrelser, former og farver, andre har specialiseret sig i bøger, nogle medbringer smykker eller legetøj, andre charmerende møbler med patina, mens de fleste kræmmere har en god pose blandede bolsjer med sig.

Sørg for at have rigeligt med plads i bilen, da det vrimler med lækkerier. Der er markedsdag hver lørdag kl. 8-16. God jagt!

2

Berlin er fyldt med fede lopper

Der findes et utal af spændende, sjove og skæve loppemarkeder i Berlin, men en af vores favoritter er Mauerpark Berlin. Hver søndag fra morgen til sen eftermiddag er der fyldt med brugte møbler, lamper, billeder, vinyler, smykker og bøger.

Stemningen er i top, og der er en livlig prutten om priserne alle vegne. Så du kan helt sikkert gøre nogle gode fund til en fornuftig pris. Når du har pruttet, nydt markedet og de øvrige besøgende, kan du købe en pølse og noget at drikke og hvile ud på skråningen, der tidligere var ingenmandsland ved Muren mellem Øst- og Vestberlin.

Markedet har åbent hver søndag fra kl. 7-17.

Læs også ejer af vintage møbelforretningen @oldkbh, Michael Rydal Ravn-Olsens anbefaling af Mauerpark.

Bernauer Strasse 63-64, 13355 Berlin

3

Tysklands julemarkeder er en fest for alle sanser

Det anslås, at der er ca. 2500 julemarkeder i Tyskland. Du finder rigtig mange julemarkeder i både Berlin og Hamborg. Men byer som Lübeck, Wismar og Rostock har også hyggelige julemarkeder, der er værd at lægge vejen forbi.

De tyske julemarkeder er smukt pyntet op, og du kan købe alt fra imponerende juledekorationer og -pynt til varm kaffe, kakao og masser af julegodter. Glühwein er den tyske variant af gløgg – dog uden snaps. Vi er jo i Tyskland, så du kan naturligvis også købe en currywurst eller to.

Til dessert kan vi anbefale en ultratynd crepes med æble og kanel eller Berliner Pfannkuchen, som er tyskernes svar på æbleskiver.

Duften af brændte mandler er så forførende, at det er umuligt ikke at falde i. Honningkagehjerter og det tyske julebrød christstollen er oplagt til at tage med hjem som spiselige souvenirs eller som proviant til køreturen hjem.

Når du alligevel har planer om en tur syd for grænsen, vil det være dumt ikke at blive en dag eller to ekstra og shoppe julegaver til dem derhjemme, da du kan spare en hel del – samtidig med du rigtig kan komme i julestemning. 

logo-white