Lækker marcipan fra Lübeck

Kør en smuttur til Lübeck og oplev julemarkeder og marcipan i verdensklasse

Til startsiden

Jul i Lübeck er noget for sig selv

Har du svært ved at finde julestemningen frem, så får du kuren her: Pak bilen med familien eller vennerne og kør til Lübeck - kun en time syd for Puttgarden.

Julehyggen i den charmerende by er så tyk, at du næsten kan mærke den fysisk. Her er utallige juleboder med alt fra tekstiler og trævarer til keramik og nisser, fantastisk underholdning for små julenisser og førsteklasses marcipan.

Sug alle sanseindtrykkene til dig – og du vil høre juleenglene synge.  

1

Jul i den gamle bydel

Hvis man kan tale om julemarkedernes flagskib i Lübeck, er det uden at blinke, det der løber af stablen i den gamle bydel, Altstadt, der med sine velbevarede middelalderbygninger er på UNESCO’s liste over verdens kulturarv.

Altstadt har i over 350 år iført sig julepudset og dens beboere afholdt julemarked, der op igennem årene er blevet et stykke kulturhistorie uden sidestykke. Julemarkedet tiltrækker hvert år over en kvart million mennesker, som rækker langt uden for landets grænser.

Julemarkedet strækker sig fra pladsen mellem rådhuspladsen og Mariekirken til de nærliggende gader, pladser og kirker.

Julemarkedet holder åbent fra den 27.11-29.12.2017.

2

Jul i børnehøjde

Et af de nyeste skud på julestammen i Lübeck er Wonderland, som først og fremmest er tiltænkt børn. Her kan de bage deres egne julekager hos bageren og få tildelt et fint diplom for deres håndværk og stå på skøjter på en yderst børnevenlig skøjtebane.

Børneområdet ligger idyllisk ved Travelfloden et stykke væk fra byens andre julemarkeder.

Et andet børnevenligt juletiltag er julemarkedet Märchenland ved Mariekirken. Her kan små og store børn besøge Snehvide, Askepot og alle de andre figurer i Brødrene Grimms eventyr i 20 forskellige eventyrhuse.  

3

Jul for ægte marcipangrise

Når du er i Lübeck, bliver du nødt til at lægge vejen forbi den legendariske café Niederegger, der er marcipanens højborg. Her kan du smage på den famøse Niederegger Marcipan, der hænger uløseligt sammen med julen.

I den gamle marcipansalon sidder hattedamer og nipper til varm chokolade med marcipan i og overdådige marcipankager i alverdens afskygninger, mens de sludrer og betragter juletravlheden på gaden udenfor. Selvom du ikke går med hat, kan du sagtens sætte dig til bords og nyde ristede æbler med marcipan eller den famøse Niederegger kage.

Det er faktisk et must, når du er på disse kanter. Det er en god idé at bestille et bord på forhånd, så du ikke risikerer at gå skuffet og marcipansulten derfra. 

Breite Strasse 89, 23522 Lübeck

logo-white