Berlin tænder op for julehyggen

Til startsiden

Juletur til Berlin på fire hjul

Der er altid noget at opleve i Berlin. Fra slut november og frem til juleaften venter over 60 julemarkeder i den tyske hovedstad. Nogle store og traditionelle, andre små og moderne – men alle med hver deres charme, stil og lækkerier til kanen og ganen.

Vi har fundet vej til 3 julemarkeder, der tilbyder lidt udover det sædvanlige. Tag bilen til Berlin, så er der masser af plads bagi til julegaver og julegodter til dem derhjemme.

1

Kunsthåndværk og kulinariske lækkerier

Et af de mest fortryllende og spektakulære julemarkeder finder du på Gendarmenmarkt, der hvert år lokker op mod 4 millioner juleglade turister til byen.

Her er proppet med markedsboder, hvor du kan købe både kunsthåndværk og kulinariske specialiteter. Både de traditionelle tyske julelækkerier som glühwein og Berliner Pfannkuchen (tyskernes svar på gløgg og æbleskiver) og de mere eksotiske som sushi og spanske tapas.

De fleste boder er overdækkede og opvarmede, så hvis du trænger til et hvil og lidt varme midt i juleshoppingen, så tøv ikke med at slå dig ned.

Julemarkedet holder åbent fra den 27.11-31.12.2017. 

2

Romantisk nordisk julestemning

Ned gennem de gamle bryggerhuse og toppede brosten i Prenzlauer Berg finder du et lysende nordisk julelandskab med over 60 markedsboder.

Julemarkedet er opkaldt efter den svenske lysbringer Lucia, som bringer lys, varme og romantik til det historiske murværk.

Kl. 17 hver dag kigger julemanden forbi og kl. 20 kan du nyde kulturprogrammet, der byder på skandinavisk musik i alverdens afskygninger. Udover glühwein og brændte mandler kan du også kaste dig over nordiske specialiteter som rensdyrpølse og punch.

Markedet er forholdsvis lille sammenlignet med mange af de andre julemarkeder, men uden tvivl blandt Berlins smukkeste og mest romantiske.

Julemarkedet holder åbent fra den 27.11-23.12.2017.

3

Et kongeligt julemarked

På Charlottenburg slot kan du få intet mindre end en kongelig oplevelse. Slottet danner en smuk kulisse for julemarkedet – især om aftenen, hvor et imponerende julelysshow fortryller de omkringliggende bygninger.

I de forskellige madboder finder du smagfulde lækkerier fra byens kendte køkkener, mens markedsboderne sælger kvalitetshåndværk.

I løbet af dagen optræder alverdens musikere i storslåede, historiske kostumer. I vinterskoven Winterwald kan de mindste julenisser se frem til ridetur i en gammeldags karrusel eller en køretur på togbanen.

Julemarkedet holder åbent fra den 27.11-26.12.2017.

logo-white