Berlin Zoo

Oplev dyr fra hele verden

Til startsiden

Kom tæt på vilde dyr i Berlin Zoo

Vild med dyr og eventyr? Tag til Berlin Zoo! Du er kun en smuttur i bil fra en af de mest fuldkomne zoologiske haver på verdensplan – du finder mere end 17.000 dyr fordelt på 1.500 arter.

Hele haven dækker omkring 35 hektar – svarende til ca. 72 fodboldbaner – så Zoologisk have i Berlin er en helt enestående oase midt i den tyske storby. Her kan du se dyr, du kun kan se få andre steder i verden.

Som du måske allerede har hørt, blev den store panda-park indviet sidste år. Berlin Zoo er faktisk én ud af tre zoologisker haver i hele Europa, hvor du kan få lov til at betragte den bambusspisende, nuttede og frygtindgydende bjørn.

Foruden en flot park med et imponerende udvalg af dyr, har Berlin Zoo også masser af aktiviteter rundt omkring i haven. Der er altid fodringer, shows og guidede tours for skoler, selskaber og familier. Der er også gode muligheder for både gratis og betalt parkering, når I kommer i bil. Passer perfekt til en weekendtur til Berlin.

Find vej til haven her 

Husk de gode travesko, for det bliver en heldagsudflugt fuld af indtryk og oplevelser.

1

Til lands og til vands

Zoologisk have i Berlin er et helt enestående eksempel på en zoologisk have med næsten alle slags dyr.

Som noget af det allernyeste finder du den netop opførte Panda-park, der åbnede 6. juli 2017 – det eneste sted i Tyskland (og et af de eneste steder i Europa), hvor du kan se pandaer. Her kan du hilse på Meng Meng og Jiao Qing, og se dem slå sig løs på deres 5.000 m2 store habitat.

Både Kinas præsident Xi Jingping og Tysklands forbundskansler Angela Merkel var med til indvielsen.

Der er også et kæmpe elefanthus, abeklipper og gorillabur samt et helt område med verdens vildeste rovkatte: løver, leoparder, pumaer, jaguarer og tigre – både indendørs og udendørs. 

Når I først har besluttet jer for at besøge Berlin Zoo, skal I overveje at købe en kombinationsbillet, der også giver adgang til Aquarium Berlin. Her får I en af Tysklands mest populære undervandsoplevelser. Det ligger i udkanten af haven, og byder på tre etager med blandt andet hammerhajer, rokker, søheste, vandmænd og mange andre fisk og havdyr.

Selvom Akvariet ligger sammen med Berlin Zoo, skal I dog sørge for, at jeres billet gælder dertil – det kan nemlig også besøges separat. Entré kan heldigvis gøres rigtig billigt. En kombineret zoo- og akvarium-billet, der inkluderer to voksne og alle børn under 15 år, koster ca. 380 danske kroner. Har I Berlin WelcomeCard, kan I få 25% rabat.

Læs om alle billettyper og priser i nedenstående link.

Derudover bør I benytte jer af muligheden for at køre rundt til nogle af de omkringliggende dyreparker, man kan finde lige nord for Berlin, som fx Zoo Eberswalde Eichholz og Tier- & Freizeitpark. 

Køb billetter til Berlin Zoo.

2

Kom helt tæt på dit yndlingsdyr

Er der en vovehals i familien? Kom helt tæt på de vilde dyr i Zoologisk have i Berlin, der tilbyder en enestående oplevelse for familien.

Grupper fra to og op til fem mennesker kan møde nogle af havens sødeste og mest fascinerende dyr. I selskab med dygtige dyrepassere får du lov til at hilse på din ”nye ven”. Måske endda også fodre den.

Du får ca. 20 minutter i vildt selskab, og det vil med garanti være et møde, du sent vil glemme. På listen over dyr du kan møde, finder du bl.a. næsebjørne, elefanter, flodheste, tapirer, desmerdyr og pingviner.

Du skal bestille dit besøg minimum to uger før, så dyrepasserne er klar til at modtage jer. Det gør du ved at ringe til dem på telefon. Find telefonnummer og åbningstider via nedenstående link.

Berlin Zoo sørger for mad, så du skal ikke tage noget med hjemmefra. Rigtig god fornøjelse! 

3

Stil skarpt på de vilde dyr

Elsker du at tage billeder? Berlin Zoo tilbyder en guidet spadseretur gennem parken for fotoentusiaster.

Fagfolk vil præsentere dig for både teoretiske og praktiske redskaber, som du kan bruge under turen.

Du vil lære hvilke kameraindstillinger, der er bedst til dyrefotografi, og hvordan du tager gode billeder gennem glasruden, så du undgår blændede billeder.

Du får også tips til, hvordan du observerer dyrene, og hvornår du skal trykke på aftrækkeren til kameralinsen.

Der er også undervisning i vinkler, perspektiver og placeringer, så du får allermest muligt ud af din fotosafari.

Undervejs på turen vil fagfolkene være der til at give feedback og hjælp på stedet, så du ikke går derfra uden et skarpskud i kassen.

Kurset er målrettet den oprigtige fotoentusiast, der vil tage sin passion til et nyt niveau. Derfor bliver det tilbudt gennem en tysk fotoskole. Du skal afsætte hele dagen fra kl. 10 til omkring kl. 17, og melder dig til gennem fotoskolen.

Se priser, læs mere om kurset, og find alle oplysninger for tilmelding.

Udover zoologisk have findes der et hav af seværdigheder i Berlin, som bestemt er værd at besøge.

logo-white