Hamborg i børnehøjde

Til startsiden

Familieidyl i Hamborg

Hvorfor bruge tid og penge på at rejse langt væk, når I kan køre til Hamborg på et par timer og få fede oplevelser for hele familien? Tag på havnerundfart og kom helt tæt på kæmpe kraner og containerskibe.

Oplev alverdens dyr i Hagenbeck Tierpark og udforsk verdens største modeljernbaneudstilling, Miniatur Wunderland, med finurlige detaljer. Fornem middelalderens rædsler i Hamburger Dungeons. Og ånd ud i Planten und Blumen – en stor park og legeplads midt i byen. Hamborgs gader er heldigvis beriget med brede fortove, og det gør byen ideel, hvis I har små børn med på turen. Der er plads til både fjollerier og barnevogne.

Desuden vrimler det med små, hyggelige caféer og pladser, hvor I kan tanke op med is og de famøse saltkringler – også kendt som brezel i Tyskland.

1

Hamborg havn

Havnerundfart blandt kæmpe kraner og containerskibe

Hamborg havn er noget for sig. Havnen er den andenstørste i Europa og blandt de ti største i verden. Det siger både noget om omfanget og betydningen af byens havn, som har eksisteret siden 1189. I må derfor heller ikke gå glip af en havnerundfart på Elben, hvor I sejler forbi enorme containerskibe og kraner, det gamle pakhuskvarter, moderne HafenCity og dyre lystyachts.

De fleste ture har afgang fra St. Paulis Hafenstrasse, hvor I kan vælge en tur alt efter interesse og tålmodighed. En times havnerundfart med guide koster ca. 15 euro for voksne og 8 euro for børn under 14 år (børn under 4 år er typisk gratis). Der er rig mulighed for at parkere bilen i nærheden.   

2

Hagenbeck Tierpark

Kom helt tæt på isbjørne, krokodiller og aber

Hvis I er fan af dyr, skal I besøge Hagenbeck Tierpark, der ligger kun 20 minutters kørsel i bil fra Hamborg centrum. Hamborgs zoo er ualmindelig smuk og charmerende.

Den gamle park fra 1800-tallet har på mange måder været et forbillede for resten af verdens dyreparker, da den var den første, der brugte åbne indhegninger omgivet af voldgrave frem for bure, så de besøgende kan opleve dyrene i miljøer, der ligner deres naturlige levesteder.

I dag er Hagenbeck Tierpark hjem for isbjørne, krokodiller, zebraer, aber og mange flere dejlige dyr, som I kan komme helt tæt på, når der er fodringstid. Og børnene vil helt sikkert også elske delfin- og søløveshowene, rideturene på kamelryg og den kæmpe legeplads. 

Husk praktiske sko – der er mange kvadratmeter at trave rundt i. 

 

Lokstedter Grenzstraße 2, 22527 Hamburg

3

Miniatur Wunderland

Tilbage til barndommen

Miniatur Wunderland er verdens største modeljernbaneudstilling og et kæmpe hit hos børn og barnlige sjæle. Miniatur Wunderland er absolut et besøg værd – både på grund af de realistiske landskaber med morsomme detaljer og den teknologi, som udstillingen bygger på.

I finder både kørende biler, havneanlæg med krydsende skibe og en lufthavn med fly, der både letter og lander.

I de åbne værksteder kan I følge med i, hvordan modelbyggere og teknikere arbejder på nye dele og få en dybere forståelse af alt det arbejde, der går forud for de flotte udstillinger. Sørg for at lægge vejen forbi enten tidlig morgen eller sen eftermiddag/aften, da det er en af de mest populære attraktioner i Hamborg.

Der findes mange parkeringspladser og -huse tæt på, så det er ikke svært at finde en plads til bilen i nærheden, så de små miniaturben ikke skal gå så langt.. 

Kehrwieder 2-4/Block D, 20457 Hamburg

4

Hamburg Dungeon

Tag på en scary rejse, hvis I tør…

I samme bygning som Miniatur Wunderland ligger Hamburg Dungeon. Her kan I opleve Hamborgs grufulde historie i bedste Disney stil. Besøget foregår som en guidet tur, hvor I følger en fast rute og møder dygtige skuespillere, der gengiver frygtindgydende begivenheder i middelalderens Hamborg.

I oplever bl.a. torturkammeret, pesten og byens store brand. Rædselskabinettet gemmer også på en forlystelse med 7 meter frit fald ned i mørket. Alt sammen er skræmmende godt lavet og iscenesat – og afgjort en oplevelse værd. Der er ingen aldersgrænse, men rejsen er bestemt ikke for bangebukse og sarte sjæle. 

Kehrwieder 2, 20457 Hamburg

5

Planten un Blumen

Slå jer ned eller løs i grønne omgivelser midt i byen

Planten un Blumen er et åndehul midt i Hamborgs hektiske storbylarm. Her kan I fortabe jer i sol og skygge omgivet af blomsterdufte, vandets rislen og et mylder af store og små planter og blomster fra hele verden.

Som børnefamilie er det klart de mange legepladser og aktivitetsmuligheder, der er trækplasteret. Ungerne har rig mulighed for at klatre, hoppe i trampolin, ride på pony eller spille minigolf, og der er en stor rulleskøjtebane, der om vinteren omdannes til kunstskøjtebane.

I sommermånederne er der hver aften en vand-lys-koncert, hvor musik ledsages af parksøens overdådige springvand, som bruser og springer i forskellige mønstre tilsat et lysshow i forskellige farver. Planten un Blumen er en drøm af en grøn oase og kan varmt anbefales.

Jungiusstraße 1, 20355 Hamburg

6

Ein smuttur

Nordtyskland er kun ein smuttur væk. Du behøver ikke at rejse i mange timer, før du er fremme.

Find inspiration, sammensæt din egen smuttur til det nordtyske og find dit hotel på vores samarbejdspartners webside.

logo-white