Costa Del Nordtyskland

Klar, parat, kør – ferien ved den nordtyske østkyst er kun Ein Smuttur væk

Til startsiden

Få én på opleveren – lige om hjørnet

Glem alt om security checks, tidsplaner, stress – og dyre familieferier sydpå. Tager I på biltur i Nordtyskland, er det jer, der bestemmer tempoet hele vejen. Og vi ved lige præcis, hvor I skal hen, hvis der er børn på bagsædet med høje ferieforventninger og behov for ben-stræk.

Start med et besøg i det subtropiske badeland HanseDom i Tysklands nordøstligste hjørne og fortsæt til Tysklands største ø, Rügen, med smukke kridtklinter og sandstrande. Slut turen af i Mecklenburg Vorpommern, som er et paradis for naturelskere.

Og glæd jer over, at det hele sandsynligvis har kostet halvt så meget som en ferie sydpå med fly. 

1

Hansedom

Ren badeferie for hele familien

Palmer og papegøjer. Lagunevandfald og bølgebassin. Strand og sauna. Kun en times kørsel i bil fra Rostock finder I det subtropiske badeland Hansedom i Stralsund, hvor der er fristelser for hele familien.

For de yngste er der søstjerneoasen med dejligt varmt vand og hyggelige dekorationer på væggene.

Har man lidt mere hår på brystet, er der vandrutsjebaner for ethvert temperament. Og er man voksen og vild med wellness, er der et 2.000 kvadratmeter stort spa-område, inspireret af ”Tusind og en nat”-eventyret.

Her findes ti forskellige saunaer og dampbade, oplevelsesbrusebade, en stor pool og en orientalsk have udendørs.

Er du til aromabehandlinger, massagebehandlinger eller har du lyst til at blive pakket ind i helende mudder eller kridt, er du kommet til det helt rigtige sted. Pst!

Som altid i Tyskland – og især i Østtyskland – er spa-området tekstilfrit:-) Håndklæder og badekåber er dog tilladt.

For kun 39,50 € får I en dagsbillet til Hansedom for to voksne og et barn, og kombinerer I turen med en overnatning på fx det 4-stjernede familievenlige hotel Wyndham, får I badeferie for alle pengene. Et familieværelse koster fra kun 74 € pr. nat og giver plads til begejstring.

Grünhufer Bogen 18 - 20, 18437 Kramerhof

2

Det rykker på Rügen

Når I har fået vandet ud af ørerne og tøjet på igen, går bilturen videre mod øen, Rügen, som ligger 25 minutter fra Hansedom i bil. Med sine hvide kridtklinter og smukke naturscenarier minder Rügen om Møns klint… bare endnu prægtigere.

Den tyske ø emmer af skønhed, og med sine mange kilometer hvide sandstrande lokker den til badeture og gåture i vandkanten – og dasen i de karakteristiske flettede strandkurve.

Vil I skifte de fire hjul ud med to for en stund, kan I leje cykler og fx styre mod Rügens nordspids, Kap Arkona, med det flotte fyrtårn. Prøv også en bådtur i farvandet omkring Rügen. Eller en tur med damptoget, Rasende Roland, i et afslappende tempo. 

Husk også at få lidt historie med på vejen: Langs en af Rügens smukkeste strande ligger nemlig Hitlers gigantiske strandhotel, Prora, der med sine 4,5 km er et af verdens længste byggerier. Prora blev på ordre fra Hitler bygget som badehotel for arbejderklassen – under idealet, at alle arbejdere havde ret til ferie ved stranden. I dag er byggeriet et vandrehjem med små 10.000 værelser, der er blevet renoveret for 100 millioner kroner – og gæsterne er mest børnefamilier fra hele Europa.

Kom og mærk historiens vingesus – eller glem alt om fortiden, nyd bruset fra havet – og saml energi til endnu en dag på Rügen eller Mecklenburg Vorpommern, som er næste stop.

Gebäude 15, Mukraner Str., 18609 Ostseebad Binz / OT Prora

3

Mecklenburg Vorpommern – de tusinde søers land

Mindre end et par timers kørsel fra Rügen venter Mecklenburg Vorpommern med sin uendelige skønhed og mangfoldighed: Naturen med de vide skove og vuggende bølger, byerne med murstensarkitektur og stråtage samt landskaberne der er formet af istiden med bakkede enge, marker og dybblå søer.

Det er tid til at stige ud af bilen og tag på familieeventyr i det fri.

Med mere end tusinde søer, er der mulighed for at kaste sig ud i alverdens udflugter på vandet: Med robåd, sejlbåd, i kano eller måske tømmerflåde?

Er I mere landkrabber, så snør vandreskoene og gør klar til at udforske de mange eventyrlige naturparker og nationalparker i sølandskabet. F.eks. nationalparken Müritz, og naturparkerne Nossentiner/Schwinzer Heide – og Feldberger Seenlandschaft. Naturoplevelserne vil ingen ende tage.

logo-white