Den nemmeste måde at komme til Berchtesgaden er med bil. Der er ca. 950 km fra Rostock, hvilket tager omkring ni timer. Det er dejligt fleksibelt at have sin egen bil med. I kan nemt køre til de forskellige skiområder hver dag og dermed udforske hele området.
Hvad kan du ellers lave i Berchtesgaden?
Har benene brug for en pause fra pisterne, har området meget andet at byde på, uanset om I er til historie, shopping eller svømning.
Spadser ned af den hyggelige gågade og find fine ting i butikkerne. I kan også besøge den gamle saltmine eller pakke badetøjet og tage en tur i badelandet Watzmann Therme.
Området er også kendt for Kehlsteinhaus, eller Hitlers Ørneborg, som det også kaldes. Det er i dag en stor turistattraktion, da det er en af de få nazi-bygninger, som ikke blev ødelagt efter krigen.
Skulle I have lyst til at besøge en lidt større by, ligger Salzburg i Østrig kun 20 minutters kørsel væk.
Få flere skioplevelser i Tyskland
Tyskland er ikke et lige så kendt skiferie-land, som naboerne i øst, syd og vest, hvilket er en skam. Vores naboland har 16 skønne skisportssteder, der inviterer til sjove oplevelser for både de mindste, nybegyndere og de garvede skiløbere og snowboardere. Prøv eksempelvis at tage til Harzen, som ligger kun fire timer i bil fra den danske grænse eller træn din teknik hele året i Hamborgs to indendørs skihaller.