Dyk ned i et hav af muligheder

Tyskland til vands

Til startsiden

Tyskland byder på masser af vand

Det handler om vand. Masser af vand. Nordtyskland er nemlig leveringsdygtig i et hav af muligheder til vands. Du kan få vind i sejlene ved den tyske vestkyst, leje en flodbåd eller sætte din campingvogn på en tømmerflåde og nyde landet fra vandet. Der er ingen tid at spilde. Riv et par sider ud af kalenderen og kør mod naturskønne Nordtyskland. Vi lover, der venter dig van(d)vittige oplevelser, du sent vil glemme.
1

Få vind i sejlene i Eiderstadt

En 12 km lang og 2 km bred strand er, hvad der venter dig i badebyen St. Peter-Ording på halvøen Eiderstedt tæt på Friedrichstadt. Her finder du et enestående klitlandskab, et unikt strandliv og noget så specielt som huse på pæle.

På den enorme strand kæmper havnymfer, strandløver og beachvolleybabes om opmærksomheden, og i vandet er det kitesurfere og windsurfere, der har vind i sejlene. I den hyggelige badeby er der masser af underholdning og afslapning i form af vandlande, spa og wellness, legepladser og alt det, der nu en gang hører med til et badested ved vestkysten.

Der findes masser af campingpladser og hoteller i forskellige prisklasser i og omkring byen.

2

Vær din egen kaptajn på en flodbåd

En bådferie er en unik måde at være sammen på – uanset det er med familien eller vennerne. Og som din egen kaptajn bestemmer du helt selv tempoet på din ferie. Lej en flodbåd og oplev det smukke sølandskab i Brandenburg nær Berlin.

Delstaten har mere end 3.000 søer forbundet af rolige kanaler og floder, hvor slotte, borge og middelalderbyer bare venter på et blive udforsket. Nationalparken Spreewald er et eldorado af flora og fauna med store flokke af hjortevildt i skovene. De mange bådebroer udgør perfekte stop for en picnic, vandre- og cykelture.

Vi vil helt klart anbefale dig at starte turen i Potsdam, hovedstaden i delstaten Brandenburg. Det er en dynamisk by med mange imponerende monumenter. Gå rundt i byen og besøg kirker og museer, det imponerende og farverige Sanssouci slot, eller tag på shoppetur i det specielle hollandske kvarter.

Alle kan navigere en flodbåd, så det er ikke nødvendigt at have erfaring med at sejle for at holde ferie på en flodbåd. Ved ankomsten får du en grundig instruktion til båden og herefter er det bare at sejle afsted.

3

Sæt din campingvogn fri… til vands

Hvis du er campist, har du også mulighed for at nyde landet fra vandet i Tyskland. Her kan du nemlig via en ponton forvandle din campingvogn eller autocamper til en husbåd med påhængsmotor.

På flåden er der bygget en høj styrepult, hvorfra du har fantastisk udsyn, mens landskabet stille og roligt flyder forbi. Freecamperen, som den tyske opfindelse kaldes, leveres med fendere, tovværk, og hvad du nu ellers skal bruge for at lægge til kaj.

Der er ikke noget krav om forudgående kendskab til sejlads, men du får naturligvis en udførlig instruktion i at betjene ”tømmerflåden”. Udlejningen sker fra havnen ved Mildenberg, Havel, hvor du også gratis kan parkere din bil. Herefter får du udleveret en havnelods og et ruteforslag gennem talrige kanaler, sluser og mindre søer i det, der beskrives som et af Europas største sammenhængende vådområder.

logo-white