Velkommen til det gigantiske oplevelsescenter, Autostadt! Det ligger i Wolfsburg tæt på Harzen og er en temapark om mobilitet udviklet af Volkswagen. I parklandskabet (der er lige så stort som 40 fodboldbaner) vil I opleve, hvordan arkitektur, design og natur danner de perfekte rammer for stedets mange oplevelser!
Her kan ungerne snuse til færdselsreglerne bag rattet på en legetøjsbil, og forældrene kan genoplive oldtimer-drømmene i museet. Stedet viser bilhistoriens banebrydende klassikere, udstiller inspirerende kunstværker og huser forskningsstationer, hvor familien inviteres til at være med.
Der er også gode restauranter og cafeer, og i shoppen finder I flot design og mode – og så kan I selvfølgelig også kigge på de nyeste bilmodeller.