Interior på det tyske tapet

Vi har banket på hos de bedste interiorbutikker, og fundet inspiration fra gulv til loft.

Til startsiden

Interior på det tyske tapet

Har du fået nok af farverige magneter fra forskellige destinationer og små udgaver af store seværdigheder? Så fyld bagagerummet med inspiration fra spændende showrooms syd for grænsen, og gør plads til at indrette dig med souvenirs, som også kan bruges til andet end pynt.

Pakker du bilen let, er der måske plads til en tung ting eller to. Og det vil du gøre klogt i – vi har nemlig fundet frem til de 3 bedste butikker, som har smarte møbler og tilbehør til enhver lejlighed.

Fælles for dem er, at de alle sammen har de hylderne fulde af fund, som gør det lidt sjovere at komme hjem igen.

1

Fashion for Home

Klæd dit hjem godt på

Navnet siger det hele. For hos Fashion for Home kan du style dit hjem med de smarteste ting til alle hjørner og kroge. Her finder du alt fra de nyeste designerhits til udvalgte klassikere og lokale stjerner – uanset om du er til landstil, retro eller minimalisme.

Og med 7 showrooms fordelt over landet er Fashion for Home umulig at komme udenom, hvis du først har sat kursen mod trendy ting til hjemmet. I hvert showroom gemmer der sig et udsalgshjørne med ekstra gode fund til prisen. Det kan være alt fra udgåede designs til demomodeller, som sælges med ekstra store besparelser.

Og i Prenzlauer Berg i Berlin finder du et helt showroom dedikeret til outlet. Move over, co-driver!

2

Hotel Ultra

Lad dine hoteldrømme gå i opfyldelse

Marmor, beton, guld og velour. I konceptbutikken, Hotel Ultra, bliver dine boligfantasier til virkelighed – i hvert fald de små af dem. Gå efter neonlyset, og træd indenfor i en designverden, der tager din bolig til næste niveau.

Hotel Ultra byder på en god blanding af dyrt og billigt med både danske, tyske og internationale mærker og navne som Anne Black, Kartell, Stelton, Serax og Autobahn. Butikken byder også på funklende smykker, søde kontorartikler og gode gaveidéer, så du helt sikkert ikke checker tomhændet ud.

Og har du appetit på mere – eller trænger du til et hvil ovenpå indkøbene – kan du altid sætte dig til rette i den tilhørende café og nyde udsigten over de fine ting, mens du fejrer dine drømme med kaffe og kage.

Torstrasse 155, 10115 Berlin

3

Lys Vintage

Brug pæren, og læg vejen forbi Lys Vintage

Solidt håndværk, funktionelt design og æstetisk udtryk. Det er filosofien bag den 350 kvadratmeter store møbelbutik, som har indrettet sig efter skandinaviske principper.

Her er hylderne fyldt med enkelt design fra danske og internationale mærker som HAY, Verner Panton, secto Design, String, Normann Copenhagen, by Lassen, Ferm Living og OYOY. Så sæt dig til rette i den store hjørnesofa, og tag det hele ind, mens du nyder udsigten over det printede tapet og det hyggelige lys, som strømmer fra lamperne i verdensklasse.

Og overvejer du at lægge vejen forbi Lys Vintage endnu en gang efter første besøg, har vi et lille tip: deler du dine indkøb på Instagram med #imechtenleven og @lysvintage, får du 25€ rabat på dit næste køb. Så kan det godt betale sig at køre i ring.

Eppendorfer Weg 8, 20259 Hamburg

logo-white